Uge 3 - Ugens forfatter Marianne Christensen
Da jeg i 2018 debuterede som forfatter med digtsamlingen Blå måne skinner hvidt lys, var det alligevel ikke helt det første, jeg havde udgivet. Inden da havde jeg nemlig bidraget til en antologi om at skrive i et samarbejde med 8 andre undervisere fra Norden. Bogen hed ’Ord i nord’ og blev aldrig en kendt bog, fordi markedsføringen glippede, og vi endte med at måtte destruere et stort lager, selv om den kunne have været et væsentligt bidrag til skriveundervisere i Norden. Desuden havde jeg skrevet et hav af lejlighedssange og revytekster samt små historier til brug i min undervisning.
I 2014 kom jeg med i den lokale interessegruppe under Dansk Forfatterforening ’stORDstrømmen’. Det blev en omvæltning for min måde at tænke skrivning på. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet i mange år som historiefortæller sideløbende med mit job som underviser på VUC. Jeg fortalte eventyr, myter, forskellige typer historier og lavede selv nye fortællinger. Blandt andet fortalte jeg historien om Marie Grubbe, som jeg stadig fortæller. Desuden har jeg i mange år undervist i kunsten at fortælle en historie.
I interessegruppen blev jeg opfordret til at levere et bidrag til en antologi, der skulle udgives i 2015. Jeg sendte en historie om en fe og en gnom, som bliver forelskede. Den blev antaget, og jeg fik ros, hvilket var utroligt positivt for mig. Jeg havde tidligere forsøgt mig med historier, som andre havde læst igennem, men jeg var gået i stå, når de kom med forslag til forbedringer. I samværet med andre forfattere har jeg efterhånden lært, at fordi noget kan blive bedre, betyder det ikke, at det hele er dårligt. Det er helt almindeligt at skrive om og redigere i en tekst, ofte mange gange. Det gav mig modet til at vise nogle af mine digte frem, og da jeg kunne mærke en god interesse for dem, besluttede jeg mig for at skrive nogle flere og udgive dem. Det blev en succes for mig og gav mig lyst til at skrive mere.
Jeg forsatte med at skrive digte og udgav i 2019 en lille samling, som jeg kaldte ’Fløjtende ligegyldige bekymringer’. Jeg havde hentet inspiration ved at spørge på Facebook, hvilke bekymringer mine følgere gik rundt med. Svarene omsatte jeg til små digte.
I mange år havde jeg haft lyst til at skrive om et liv uden børn, fordi jeg ofte oplevede at blive spurgt om, hvorfor jeg ikke selv havde børn. Først da jeg mødte Dorte Roholte, som også syntes godt om idéen, besluttede vi at lave en interviewbog, hvor vi interviewede 9 barnløse og nogle psykologer, en præst og en læge. Bogen blev til ’Det sidste led – et liv uden børn’, der udkom i 2020 og stadig er aktuel.
Digtene blev ved med at komme, og fra 2015 optrådte jeg regelmæssigt til nogle musikaftener i Vordingborg med en aktuel tekst, der blev fremført til bluesmusik. Jeg fortsatte med dette, indtil det sluttede i juni 2022. I 2021 udkom digtsamlingen ’Hvor blå kan man bli’’, der er en samling af mange af de numre, jeg brugte til bluesjam.
Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville slutte med digtene og forsøge mig med at skrive en roman. Men digtene bliver ved at komme, så i 2022 udgav jeg en samling med 50 nye digte, som jeg kaldte ’Alligevel’. De fleste er ultrakorte digte, der er hurtigt læst, men kan give stof til eftertanke.
I de senere år har jeg også bidraget med tekster til antologierne ’Skriv mindet i live’ udgivet af Charlotte Heje Haase, ’Os hernedefra’ udgivet af Forlaget Bostrup og ’Livet har lært os’ udgivet af forlaget Liv.
Disse bøger er resultater af samarbejder med andre forfatterede ud fra forskellige temaer.
Jeg har ikke truffet nogen beslutning om, hvad mit skrivefokus skal være fremover, men jeg vil sandsynligvis fortsætte med at afholde skrivekurser, som jeg har gjort i mange år; og hvilke tekster, der vil komme fra mig, er svært at sige nu. At skrive fortsætter jeg med, for det giver mig stor glæde og personlig udvikling i hverdagen.
Marianne Christensen, født 1954 på Lolland
Uddannet lærer, senere coach og systemisk proceskonsulent.
Bor i Vordingborg
www.mariannechristensen.dk marianne@mariannechristensen.dk