Forord
Mange taler om, at bogen er død.
Det er absolut ikke tilfældet. Vi læser måske bare på en anden måde i dag. Ikke altid en fysisk bog, nogle gange som e-bog, andre gange som lydbog.
Men vores mobiltelefoner, computere og streaming fra Netflix tager også meget af vores tid.
Når vi nærmer os juletid, vækkes nostalgien hos mange af os, og vi kommer i tanke om julehyggen og oplæsning for hinanden, som vi gjorde i vores barndom, eller da børnene var små.
I december 2024 kontaktede jeg nogle forfattervenner for at høre, om de ikke kunne have lyst til at være med i en bog med 24 fortællinger/eventyr, som kunne udkomme i oktober 2025.
Svaret var et rungende ja! Faktisk så rungende, at nogle sendte mere end én tekst. Det blev til denne bog.
Fordi det måske kan være svært at nøjes med én om dagen, har vi tilføjet 10 ekstra tekster. De kan læses i rækkefølge som en klassisk julekalender – men det er også muligt at springe rundt i bogen, alt efter humør og interesse.
Mange af os læser mange bøger som lydbøger, og det er en oplevelse i sig selv. Oplæsning for hinanden i fællesskab er noget helt andet.
Og oplæsning lever også stadig i bedste velgående.
Der er historier med nisser og engle, og også nogle mere moderne med andet indhold.
Der er eventyr, der er skrevet i H.C. Andersens ånd. Noget for både børn og voksne – og for alle, der kan lide at få læst højt, eller som selv gerne vil læse højt for andre. Måske for børnebørnene, hvis der er nogen.
Vi håber, bogen bliver en hyggelig tradition i juletiden – og måske minder os alle om, at julemagien godt kan konkurrere med skærmtid.
Oprindeligt var det meningen, at det skulle være en julekalender med en historie hver dag i december måned, men det krævede, at rækkefølgen gav mening fra juleforberedelser til kulminationen juleaften, men da historierne blev så forskellige, var det nødvendigt at gøre det på en anden måde.
Så fra at være en egentlig julekalender, blev det til 24 historier efterfulgt af yderligere 10 historier og dermed måtte bogen have et andet navn.
Julekalejdoskopet – med fortællinger om nisser, engle, magi og gode gerninger.
Rigtig glædelig jul og god læselyst!
Tak til alle medvirkende forfattere for stor entusiasme og medvirken.
Lone Rytsel
Bogen koster 150 kr. og kan bl.a. købes i Sandvig, skriv til lone@lonerytsel.dk