At være sammen når demens forandrer livet
Foredrag på Vordingborg bibliotek
Tirsdag den 3. november 2026 holder Gitte Mørch Rasmussen foredrag. Hun er socialpædagog, Licensed Marte Meo Supervisor, forfatter og menneskeaktivist.
Når demens bliver en del af livet, så forandrer livet sig. Ikke kun for den, der får diagnosen, men også for familie, venner og fagpersoner.
I dette foredrag tager Gitte Mørch Henriksen dig med ind i de små øjeblikke mellem mennesker, hvor tryghed, trivsel og livskvalitet skabes.
Gitte har arbejdet med mennesker i mere end tre årtier og har analyseret tusindvis af filmoptagelser af samspil fra hverdagen. Med det afsæt fortæller hun om, hvordan vi kan skabe forbindelse til mennesker, der lever med demens, også når sproget, hukommelsen og orienteringen i verden forandres.
Foredraget handler om nærvær, relationer og menneskelighed. Om hvorfor mennesker med demens har brug for, at vi sænker tempoet, bliver tydeligere og hjælper dem med at finde tilbage til sig selv og det nuværende øjeblik.
Du får viden, konkrete handlemuligheder og forhåbentlig en fornyet tro på, at det stadig er muligt at skabe gode og meningsfulde liv, når demens bliver en del af livet.
Gitte har gennem mere end 30 år arbejdet med mennesker og relationer og har særligt beskæftiget sig med demensområdet, socialområdet og børneområdet. Gennem sit arbejde med filmoptagelser af hverdagens samspil har hun analyseret tusindvis af møder mellem mennesker og arbejder med at omsætte denne viden til praksis, der styrker trivsel, samarbejde og livskvalitet.
Gitte arbejder med begrebet HjertePligt og insisterer på, at HjertePligt skal på livets skoleskema, fordi menneskelige forbindelser ikke længere kan tages for givet i en travlhedskultur, hvor mange mister kontakten til både sig selv og hinanden. Hun arbejder for at styrke de små mødeøjeblikke, hvor mennesker føler sig mødt, set, hørt og forstået og hvor mere væredygtighed kan vokse frem. For vi skal kunne være sammen, før vi kan bære sammen.
Foredrag på Vordingborg bibliotek
3. november 2026 – kl. 15.30-17.30 – på Vordingborg bibliotek - Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg.
Pris: 95 kr.
Tilmelding og betaling senest 25. oktober på tlf. 40426294 eller på mail lone@lonerytsel.dk –
Mobile-pay 8471AF.